Mød Karl-Erik

Karl Erik fra Ry

Vi stiller 10 spændende spørgsmål til markante Ry-personligheder, så vi alle kan lære vores naboer bedre at kende. Denne gang møder vi en sand Ry-institution: Karl-Erik Jørgensen – foreningsmenneske med stort F, bosat i byen siden 1971 og en af de kræfter, der i årtier har været med til at forme fællesskabet i Ry. Her kan du lære ham lidt bedre at kende. God læselyst!


Hvem er du – og hvordan er du endt i Ry?

Jeg hedder Karl-Erik Jørgensen, er 82 år og har været gift med min kone Sonja i 60 år. Vi har tre børn, fem børnebørn og to oldebørn. Siden 1971 har vi boet på Fjeldstedsvej, og jeg har været foreningsaktiv i Ry siden 1975.

Vi flyttede hertil efter mange år med flytninger rundt i Danmark, fordi vi ønskede at finde et sted, hvor vi kunne skabe en harmonisk fremtid for familien.

 

Hvad betyder “nabolag” eller fællesskab for dig?

“Nabolag” kan blive det initiativ, der samler Ry som by – et sted, hvor vi i øjenhøjde giver lidt af os selv for at være sammen med hinanden. Jeg håber, at de gode tider, hvor man ”ofrede sig” uden bagtanker for fællesskabets skyld, kan vende tilbage.

 

Hvad bruger du mest tid på i hverdagen?

Jeg bruger mest tid på forskelligt foreningsarbejde, haven og rejser.

 

Hvad elsker du mest ved at bo i Ry?

Jeg elsker Ry for de rare mennesker i alle aldre, som altid har tid til et goddag og en lille snak. Uanset aldersforskelle føler man, at man er en del af et stort fællesskab.

 

Har du et yndlingssted i byen eller naturen omkring?

Mit yndlingssted er Skimminghøj, hvor jeg drømmer om at lave en “solnedgangsplads”. Flere og flere får øjnene op for det skønne sted, som en privatperson skænkede kommunen i 1929, så alle kunne glæde sig over søen, åen, skoven og udsigten til Himmelbjerget.

 

Fortæl om en lille hverdagsglæde, du ofte oplever her i byen.

Min hverdagsglæde er de glade og aktive mennesker, der bor i Ry – mennesker der hilser, nikker og siger hej. ”Overskudsmennesker”, som gør en indsats for, at alle generationer føler sig godt tilpas.

 

Er der et lokalt initiativ, en butik eller en begivenhed, du gerne vil fremhæve?

Jeg vil fremhæve det skønne byliv omkring La Vinya. Her er der skabt en sund forretning med mange sociale tiltag, især for unge familier, og stedet udstråler både imødekommenhed og nytænkning.

 

Hvad ville du ønske, at flere vidste om Ry eller området omkring?

At Ry er et perfekt sted for børn at vokse op, for unge at udvikle sig og for ældre at få et godt seniorliv med mange tilbud. Alt dette i en natur, der siger spar to til det hele.

 

Hvis du skulle beskrive Ry med tre ord – hvilke ville du vælge?

Naturen, positivt medborgerskab og en skøn stationsby.

 

Har du en drøm, et projekt eller noget nyt, du gerne vil kaste dig over i fremtiden?

Min drøm er, at Ry får et medborgerhus og en svømmehal. Jeg håber også, at passagen fra Klostervej til Enghavevej ved biblioteket får navnet “Anna Klindt Sørensens Passagen”. Kunstneren er født i Ry, har levet sit kunstnerliv her og er også død her. Hun fortjener en plads opkaldt efter sig – ligesom Aarhus har gjort med Anna Klindt Sørensens Gade.

Forrige
Forrige

Mød Astrid

Næste
Næste

Mød Dicle