Mød Nicoline
Vi stiller 10 nysgerrige spørgsmål til mennesker, der er med til at give Ry liv.
Denne gang møder vi Nicoline – 30 år, mor til Viggo og Nora, opvokset i Ry og vendt hjem igen efter år i både Aarhus og Schweiz. Med kærlighed til nabolagets små tjenester, cafélivet på Klostervej og byens mange ildsjæle er Nicoline et menneske, der både bruger og bidrager til fællesskabet.
Hun har været med til at skabe Ry Folkefest og drømmer om endnu flere steder, hvor mennesker kan mødes.
Her kan du lære Nicoline lidt bedre at kende. God læselyst.
Hvem er du – og hvordan er du endt i Ry?
Jeg hedder Nicoline, er 30 år, mor til Viggo og Nora og gift med Jonas. Jeg er født og opvokset i Ry på Platanvej, som dengang nærmest lå udkanten af byen. Siden har jeg boet mange år i Aarhus og to år i Schweiz, men da vi fik vores første barn og blev trætte af at slæbe barnevogne, indkøbsposer og autostol op og ned til 4. sal, flyttede vi for mit vedkommende tilbage til Ry i 2020. Min mand er fra Esbjerg - så det var ikke en mulighed.
Vi kastede os over at gennemrenovere et gammelt byhus på Fredensvej 10 – og det føles virkelig som at være landet det helt rigtige sted.
Hvad betyder “nabolag” eller fællesskab for dig?
For mig er nabolag sådan noget helt lavpraktisk og virkelig hyggeligt: At passe naboens kat, når de er på ferie. At naboens far lige kender “ham der” med motorsaven, når et stort træ i haven skal ned, og snakken over hækken og på vejen.
Og så elsker jeg det fællesskab, der opstår omkring børnenes fritidsaktiviteter. Man møder forældrene på en anden måde end med tøj og tasker dinglende fra hver arm i børnehaven og vuggestuen.
Hvad bruger du mest tid på i hverdagen?
Børn og arbejde fylder naturligvis mest. Men vi prøver virkelig at bruge byen. Jeg elsker livet på Klostervej, hvor man altid møder nogen, man kender… eller i det mindste nogen, børnene kender. Det føles som en lille storby, bare uden stressen.
Hvad elsker du mest ved at bo i Ry?
Alle ildsjælene. Dem, der brænder for at gøre Ry til noget helt særligt. Caféerne, butikkerne, de frivillige, de lokale initiativer – alt det, der giver byen puls.
Som børnefamilie er det ret fantastisk, at der sker så meget her, at man ikke hele tiden skal til Aarhus for at få kultur, hygge eller oplevelser. Ry kan i høj grad stå på egne ben.
Har du et yndlingssted i byen eller naturen omkring?
La Vinya ligger 50 meter fra vores hus, så det er mere eller mindre blevet et stamsted – også for børnene, som ofte kræver “en varm kakao med flødeskum… OG SKUMFIDUSER!”
Og så er der den lille badebro bag Sclerosehospitalet, som er en lille gemt perle.
Fortæl om en lille hverdagsglæde, du ofte oplever her i byen.
Jeg vender tilbage til La Vinya igen. Personalet er så rare, der er altid plads til børn, og jeg møder altid nogen spændende mennesker.
Da vi flyttede til Ry, var jeg sikker på, at jeg ville savne cafélivet. Så når veninder fra Aarhus kommer med toget, kan jeg stadig sige: “Skal vi mødes på en café?”
Frivillige til Ry Folkefest. Mejse, Astrid, Nicoline og Charlotte
Er der et lokalt initiativ, en butik eller en begivenhed, du gerne vil fremhæve?
Jeg er vild med alle de små og store initiativer, der popper op i byen. Det er som om, der hele tiden er nogen, der får en idé og tænker: “Det gør vi da bare.” Den energi smitter.
Hvad ville du ønske, at flere vidste om Ry eller området omkring?
Jeg tror efterhånden, at mange ved, hvad Ry er, hvilket stadig føles lidt vildt for en, der plejede at forklare, at det var “en lille by mellem Silkeborg og Skanderborg”.
Men jeg ville ønske, at flere vidste hvor meget der sker her, og hvor meget folk faktisk vil hinanden og byen. Ry er lille, men summende.
Hvis du skulle beskrive Ry med tre ord – hvilke ville du vælge?
Natur.
Hjælpsomhed.
Engagement.
Har du en drøm, et projekt eller noget nyt, du gerne vil kaste dig over i fremtiden?
Jeg var med til at skabe Ry Folkefest i 2025, og jeg drømmer om en endnu vildere udgave i 2026 – hvor vi tager alt det gode med videre og bygger ovenpå.
Derudover vil jeg rigtig gerne være med til at skabe endnu flere små og store begivenheder for både børn og voksne. Ry rummer så mange spændende, inspirerende mennesker, og jeg tror på, at fællesskaber vokser, når der er steder at mødes.